City 2 trækker i festtøjet
Musik, sang, dans og mange andre aktiviteter vil hele næste uge sætte sit præg på City 2
I City 2 vil kunderne fra på mandag og ugen ud få mere at komme efter end nogensinde før. For både efterårsferien og den færdige ombygning af Gult Område er anledning til, at centret skruer op for charmen med aktiviteter af både sjov, underholdende og spændende karakter. Kulminationen bliver et brag af en fest på onsdag, hvor centret med Extreme Opening vil fejre, at første etape af den storstilede foryngelsesproces nu er afsluttet.
”Vi sætter alle sejl til i næste uge. En ting er, at børnene har efterårsferie. Noget andet er, at vi nu er klar til at åbne et virkelig flot og tiptop moderniseret Gult Område”, siger Bente Enert, marketingchef i Steen & Strøm, der administrerer City 2.
Ombygningen af Gult Område har stået på i over et år. Og åbningsdagen onsdag den 17. oktober vil blive festligholdt efter alle kunstens regler. Fra tidlig morgen til sen aften vil både selve området og det store City Torvet summe af spændende aktiviteter og underholdning på højt niveau. Og alle centrets butikker vil holde ekstraordinært åbent til kl. 22.
Programmet byder på morgenmad og jazzmusik i den nye, store Føtex-butik for de tidlige startere kl. 6 – 7. Senere på formiddagen spiller Big Band Bare Bedst op på City Torvet. Om eftermiddagen står den på musikalsk show for børnene ført an af TVs to sjove fætre, Anders Nielsen og Mikkel Schrøder Uldal. Hen under aften kommer ingen ringere end Jette Torp og giver den med sange fra sit nye album. Og for den festlige finale midt på aftenen står Vild med Dans-parret, Marianne Eihilt og Robert Hansen.
Desuden vil hele dagen byde på overraskelser for de yngste kunder rundt omkring i centret.
100 procent efterårsferie
Både før, under og efter Extreme Opening-festen vil også efterårsferien sætte sit præg på City 2.
Under overskriften ’100 procent efterårsferie’ åbner centret op for en godtepose af aktiviteter allerede mandag. Og posen vil først være tømt weekenden efter.
Programmet omfatter bl.a. to daglige efterårsshow med de musikalske fyre, Anders Nielsen og Mikkel Schrøder Uldal, kendt fra børne-TV.
Og blandt de øvrige aktiviteter i ferieugen vil være optræden ved 3Styles Parkour, Store Bagedag, Jættekamp, skattejagt, Fun Jump og meget andet.
Desuden har mange af centrets butikker i anledning af ferien også planlagt deres helt egne aktiviteter.
”Alle har anstrengt sig rigtig meget for at være med til at gøre ugen så sjov og spændende som mulig for både børn, unge og gamle. Så vi håber derfor, at rigtig mange vil lægge vejen forbi os her i City 2”, siger Bente Enert.
12. oktober 2007
Yderligere oplysninger fås hos marketingchef Bente Enert, Steen & Strøm, på tlf. 41 90 02 54